-
Teenageres løgn og griskhed dræbte Samuel Paty. Nu er de dømt, men vigtige svar mangler
ソース: BDK Borsnyt / 09 12 2023 09:15:57 America/New_York
Det var Abdullakh Anzorov, der dræbte Samuel Paty og skar hovedet af ham. Men uden først en løgn, så en mediehetz og til sidst en udpegning, da det ringede ud, var gymnasielæreren aldrig blevet offer for den bestialske terrorhandling. Og at de yngste i flokken af medskyldige var drevet af frygt og grådighed, snarere end af religiøs fanatisme, gør kun sagen endnu mere uhyggelig. Godt tre år efter attentatet, der rystede ikke blot Frankrig, men hele Europa, blev der fredag aften afsagt dom mod seks af dem ved en særlig domstol for mindreårige. De fem drenge og en pige er alle tidligere elever på gymnasiet i Conflans-Sainte-Honorine nær Paris, hvor Samuel Paty underviste i historie og geografi. På gerningstidspunktet var de blot 13-15 år gamle. Sagen mod dem foregik bag lukkede døre. Alt, hvad vi ved, er derfor, at de alle blev kendt skyldige i »sammensværgelse med henblik på at forberede grove voldshandlinger«. Samt at kun en enkelt af dem skal et halvt år i fængsel, mens resten slipper med betingede domme. Franskmændene må fortsat nøjes med den forklaring af det grumme forspil til drabet, som medierne har stykket sammen. En løgn fik snebolden til at rulle Anklagemyndigheden har sammenlignet Samuel Paty-sagen med »Historien om et bebudet mord«. Ligesom i Gabriel García Márquez' berømte roman bidrager en række personer hver på sin måde til at drive (terror)handlingen frem mod den bitre ende. Nogle, fordi de ikke helt forstår konsekvensen af deres gerninger. Andre, fordi de mangler modet og/eller viljen til at sige fra og stoppe, mens »legen« er god. Og det var ret beset ikke Samuel Patys brug af Muhammed-tegninger i undervisningen, der satte processen i gang. Det var løgnen om, hvordan det foregik. Z. Chnina – en 13-årig pige fra en af gymnasielærerens klasser – var blevet bortvist fra skolen i to dage på grund af dårlig opførsel. Hun var rædselsslagen for sine forældres reaktion. Og da en veninde ringede og fortalte om timen med Muhammed-tegningerne, som Z. havde pjækket fra, besluttede hun at udnytte situationen. Hjemsendelsen skyldtes, fortalte hun, et skænderi med Samuel Paty, der ikke blot havde vist nøgenbilleder af profeten, men også tvunget de muslimske elever til at forlade klassen. Faderen, Brahim Chnina, blev rasende, og så begyndte snebolden at rulle. Kampagne udpegede offer I virkeligheden havde læreren blot givet elever, der ikke ønskede at se tegningerne, lov til at lukke øjnene eller vende sig om. Han havde også dagen forinden forberedt dem på, at han som oplæg til en debat om ytringsfrihed ville bruge det omstridte undervisningsmateriale. Men hverken den side af sagen eller en ikke uvæsentlig detalje – hans datter havde slet ikke været til stede – besværede Brahim Chnina sig med at undersøge. I stedet satte han via de sociale medier en kampagne i gang for at få Samuel Paty fyret. Og da den kendte islamistiske aktivist Abdelhakim Sefrioui fik nys om sagen, lugtede han blod. Sammen lavede de to mænd flere videoer, hvor Z. gentog sine løgne, der via Sefriouis netværk blev spredt vidt og bredt på nettet. Lige indtil Abdullakh Anzorov havde hidset sig tilstrækkeligt meget op til at gå i aktion. Han var i forvejen oppe i det røde felt, mens retssagen efter massakren mod satiremagasinet Charlie Hebdo i efteråret 2020 havde sat gang i en ny terrorbølge. Det er sandsynligt, at den stærkt radikaliserede tjetjener under alle omstændigheder ville have ladet sit fanatiske, religiøse raseri gå ud over nogen. Men når det blev netop Samuel Paty, skyldes det, at Z., hendes far og aktivisten Sefrioui havde udpeget ham som et oplagt offer. Og det var ikke slut endnu. 300 euro for at hjælpe terrorist Abdullakh Anzorov kendte Samuel Patys navn og vidste, hvor han arbejdede. Men han anede ikke, hvordan historielæreren så ud, da han 16. oktober først på eftermiddagen mødte op uden for gymnasiet i Conflans-Sainte-Honorine. Her fik terroristen kontakt til en elev og lovede ham 300 euro for at udpege offeret. Muhammed, som eleven hedder, har forklaret, at han var besat af tanken om de mange penge. Samt at han troede, at læreren blot skulle jages en skræk i livet og maksimalt have et par på hovedet. Men den 14-årige dreng vidste nok om affæren med Muhammed-tegningerne til at ringe Z. op for endnu en gang at få bekræftet hendes løgnagtige historie. Herefter mobiliserede han fire kammerater til at hjælpe med at holde øje, og da Samuel Paty omkring kl. 16.45 forlod gymnasiet, fulgte Abdullakh Anzorov med. Kort efter delte terroristen et billede af Patys afskårne hoved på Twitter og oplyste præsident Emmanuel Macron om, at »jeg har henrettet en af dine helvedeshunde«. Få minutter senere var også han selv død, skudt ned af politiet efter at have truet med sin kniv. Manglende svar og lave straffe Historien om drabet på Samuel Paty viser med al ønskelig tydelighed, at såkaldt »ensomme ulve« næsten aldrig handler i et tomt rum. Selvom de ikke har direkte forbindelse til terrornetværk, bliver de ledt på vej af personer, der ikke altid er helt bevidste om rækkevidden af deres handlinger. Men som måske, også selvom de kun er 13-15 år, burde være det. Så meget desto mere frustrerende har de lukkede døre ved retssagen mod de seks unge været. For hvad har de selv forklaret om optakten til drabet? Har de forstået, hvor grusomme konsekvenser deres nødløgne og pengegriskhed fik og måske oven i købet sagt undskyld? Hvis det er tilfældet, var Paty-familiens advokat efter fredagens domsafsigelse ikke imponeret. »Retsforhandlingerne har været skuffende. Familien står tilbage uden svar på vigtige spørgsmål,« sagde Virginie Le Roy til Le Monde og kritiserede »domme helt ude af trit med dramaet« i sagen. Straframmen bliver formentlig markant højere, når Brahim Chnina, Abdelhakim Sefrioui og seks andre om et års tid stilles for retten i den »voksne« del af sagen. Om gymnasielærerens efterladte til den tid får en bedre forklaring, er tvivlsomt. Men i det mindste vil de kunne sætte en slags punktum i rædselsberetningen om det forudsigelige mord på Samuel Paty. Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa https://www.berlingske.dk/internationalt/teenageres-loegn-og-griskhed-draebte-samuel-paty-nu-er-de-doemt-men